Endnu en amerikansk maveplasker til Ørsted: Lige midt i kapitalstormen.Det var nat over det meste af Danmark, da amerikanske myndigheder pludselig hev stikket til Ørsteds Revolution Wind-projekt nærmest lige så brat, som hvis nogen trak proppen ud af Atlanten ud for Rhode Island. Derude i verdensrummet, mellem bølgebrus og vind, stod møllerne, høje og stolte, 80 procent færdige. Og nu? Bare et sølvgråt hav, hvor planerne hænger og blafrer i vinden som våde strømper på en forårsdag.I Sydbank vred Jacob Pedersen sig i stolen. Det her gør ondt, konstaterede han, og man kunne næsten mærke elektrochokket brede sig gennem wire, master og internationale aktiemarkeder. Hele industrien fik stød, og Ørsted der mest af alt kunne have brugt en varmepude og en kop kamillete stod midt i et stormvejr timing-mæssigt værre end at miste sin paraply på en regnvejrsdag.Sagen kort: Amerikanerne har før haft det lidt stramt med havvindmøller. Tilbage i det herrens år 2024 røg et projekt fra Equinor også på stand-by og det havde kostet nordmændene 50 millioner dollar om ugen, inden domstolene sagde stop så! og lod blæserne snurre igen. Jacob Pedersen forventer endnu et kapitel af samme art: Retfærdigheden sejrer til sidst, men det kan tage tid. Hvis det her løber over flere uger, snakker vi om op mod en milliard kroner, siger han, lettere knastørt. Penge, Ørsted måske, måske ikke kan få retur. Men regningerne hober sig op, som skrigene på børserne.Dansk drama i dollarklassenNår selskabets pressefolk bliver ringet op, lyder det: Her er ingen kommentarer i dag. Vi lader blikket glide mod pengekassen. Ørsted har tidligere på måneden bedt investorerne slå sparegrisene i stykker og trylle 60 milliarder kroner frem. Reelt, rekordstort og aldeles overvældende. Og netop som investorerne gned øjnene og forsøgte at forstå, at deres penge skulle bruges til amerikanske vindmøller, vælter det pludselig ind med ny usikkerhed. Projektet, der skulle selges, stod slet ikke til den pris, nogen havde håbet. Nu er Revolution Wind så midlertidigt skudt ned som en skæv måge langs New Englands kyst.Jacob Pedersen sukker, og det er ikke første gang i denne saga: Man kan næsten ikke skrive en gyser bedre end det her. Det kommer på verdens dårligste tidspunkt for Ørsted, slår han fast. Det er en kæmpedyne af usikkerhed, der sænker sig over selskabet. Stemningen i Ørsteds pressemeddelelse: Man opfordrer aktionærerne til at vente. Vent, og måske vente lidt mere.Grønne bølger og stormfulde tiderHjemme i Rhode Island er vindmøllerne en hjørnesten i klimapolitikken. Delstaten har svoret, at klimaneutralitet skal være nået i 2050. Strømmen fra havvind skulle dække 400 megawatt til Rhode Island, resten til Connecticut i alt strøm til 350.000 hjem. Men så: Politik. Ifølge lokale medier kaster beslutningen dybe, partipolitiske skygger og imens råber nogen om grøn energi og job, mens andre råber om el-regninger og sorte nuller. Endnu engang slår regeringen alarm over energipriserne, mens man blokerer for nye forsyninger, pointerer en direktør i den amerikanske vindbranche måske med et skævt smil, måske med sammenbidte tænder.En gyser også for klimaetSagen er altså: Selvom stormene raser, og havvindmøller svajer faretruende midtvejs, tror markedet stadig på Ørsteds evne til at stå distancen. Spørgsmålet er bare, hvor lang stormen bliver og hvad, eller hvem, der står tilbage, når regnen endelig letter og vindmøllerne igen snurrer.
Et opskruet drama på det vilde hav: Uvishedens sorte sejlrende over Ørsted.Dyb er natten ud for Rhode Islands kyst, hvor de kolossale konstruktioner af stål og teknologi har rejst sig over bølgerne monumenter for menneskets håb om en grønnere fremtid, men nu også kulisser for et drama, hvor mørlet uforudsigeligt kryber frem. For endnu engang har den amerikanske myndighed sat sin fod ned, standset Ørsteds storstilede Revolution Wind, og inden for vindindustriens kredse lyder chokbølgerne som lynet, der slår ned i det åbne hav.80 procent færdig, utallige møller stikker allerede motorpanden op i tågens dis, og alligevel er alt bremset uden varsel, mens hammeren falder med en vægt, der kun modsvares af myndighedernes egen usynlighed. Glem forestillingen om ro og orden: Her hersker vilkårligheden, og i dens skygge blafrer drømmene om bæredygtig energi.Det er ikke første gang, den amerikanske administration griber ind, som om fornyelse og forandring var synd, der bør udryddes. For få måneder siden led en norsk kolos tilsvarende på havet ud for USA. Prisen var svimlende, og stanken af penge, der fordamper uge for uge, hænger endnu i luften. Hvor mange millioner, hvor mange håb, hvor mange arbejdstimer kan forsvinde, før kun tomheden står tilbage?Nu rammer katastrofen på det værst tænkelige tidspunkt. Ørsted, allerede i færd med at trække den tunge pengekappe over skuldrene, har netop bedt markedet om 60 milliarder kroner et hidtil uset beløb i dansk erhvervsliv. Og her er kulden mærkbar: Når tæppet af usikkerhed sænker sig, og ingen aner, om investering, ambition og arbejde kan veksle til fremtidssikret virkelighed.Det er et stykke eksistentielt tvivlsteater. Aktionærer og investorer rådes til at vente hvad andet kan de gøre? Ingen vil tale, alle holder vejret, end ikke selskabet vover at træde frem i lyset og besvare spørgsmålene.Man forestiller sig næsten statuerne på havet vende sig væk, da lysene slukkes. Usikkerhedens omkostning er ikke alene kroner og øre, men også den sandhed, man dagligt vender og drejer i sit nødvendige samvirke med verden: Kan vi stole på fremdrift, når det nye må vige for det gamle, igen og igen?Havvindmølleparken var mere end blot møller og udgifter. Den var, er, må blive hjørnesten i Rhode Islands klimapolitik, det nødvendige skridt mod delstatens vedtagne stræben efter neutralitet i 2050. Planen er sårbar 400 megawatt skulle drive staten, mens de resterende megawatt skulle gives videre som fakkelbærende håb til nabolandet. Strøm til 350.000 hjem: Fremtidens livskvalitet, nu hængt op på dette øjebliks usigelige tøven.Det er ikke kun energipolitik, det er en kamp om verdensformer, hvor maksimal uforudsigelighed og ekstreme modsætninger råder. Mens prisen på energi stiger, blokeres forsyningernes foreslåede muligheder. Dermed foldes den moderne verdens tragedie ud: Vi ønsker forandring, men frygter dens pris og prøver at stoppe udviklingen, selv som den skriger under sig selv.Øjet fæstnes på horisonten, hvor intet endnu er givet, men hvor konsekvensernes samtale allerede bruser i vinden, der løber mellem tårnene på havet. Fortvivlelse, håb, magtesløshed og stædighed alt dette er indlagt i det kritiske splitsekund, hvor politik, penge og mulige fremtider står i uafklaret kamp. Tiden må vise, om stormens øje åbner sig for det nye, eller om endnu en maveplasker skal føjes til skæbnens lange liste. For nu må Ørsted, aktionærer, politikere ja, vi alle vente, og i venten anes det svimlende grundspørgsmål: Hvad er det værd at prøve, når alt, der loves, også kan tages?
Elektrochok over Atlanten: Ørsted i Stormvejr efter Amerikansk Stop.Der er stille på Ørsteds hovedkontor denne morgen. Ikke den slags stilhed, som bløde tæpper og kaffeautomater kan sløre, men en tyk og iltfattig stilhed, hvor alle kigger ned i bordene eller ud mod et vindstille hav, der pludselig ikke længere føler sig så elektrisk. I løbet af natten er verdensrummet knust ind i børssalene: De amerikanske myndigheder har sat en kontant stopper for Ørsteds Revolution Wind-projekt ud for Rhode Islands kyst, og tilbage står nu den grønne krigsherre fra Danmark med ureparerbare buler i selvtilliden.80 procent færdig byggeri—det lyder som en sørgelig punchline på et dårligt amerikansk gameshow. Her rejser vingerne sig allerede over bølgerne, skinnende som videnskabens løfte om en ren ny begyndelse. Men midt i det hele lyder der nu et stop! så højt, at det griber det danske energiselskab om struben. Elektrochokket farer gennem industrien. Dampen stiger fra aktietabellerne, og analytikerne mærker januarkulden trænge gennem jakken.Det er ikke første gang, det amerikanske politi hiver stikket på havvind. Sidst endte det med retssager, og millioner forsvandt som sand mellem hedgefondshænder. Sagen mod Equinor blev omstødt, men kun efter dyre uger på sidelinjen. Nu frygter markedet, at Ørsted må bløde i samme tempo—op til en milliard danske kroner på bare få uger, som skattepenge forsvinder på tryllerimarkeder. Selv hvis milliarderne en dag vinder vej tilbage via erstatningsnæsen, lyder det af skræddersyede advokatbreve og tabt tid. Og Grønlandssmør på sår hjælper ikke, når det er regnskabet, der bløder.Midt i orkanens øje beder Ørsted investorerne om endnu flere penge—60 milliarder kroner for at være præcis. Det er den slags anmodninger, der kan få selv de mest pengestærke danske lommer til at føles hule. Ikke nok med at håbet om at sælge Sunrise Wind gled dem af hænde som en sud i et badekar; nu risikerer kapitalindsprøjtningen at dryppe modvilligt og sort fra især udenlandske lommebøger.Så hvad er det egentligt, der står på spil på den amerikanske østkyst? Udover profitterne og den spirende grønne branche ligger der en klimapolitisk guldpulje elementært begravet. Rhode Islands politiske ledere insisterer stadig på at vise klimahånd ved at lover klimaneutralitet i 2050, og Revolution Wind skulle forsyne hele 350.000 husstande med grøn energi. 400 megawatt til Rhode Island, 304 videre til Connecticut—strøm, som nu forsvinder ud i det politiske vakuum mellem partifarvedebatter og energilinkede prishoppende avisoverskrifter.På den amerikanske Østkyst stiger raseriet. Politik pakket ind som fornuft, lyder det, mens strømpriserne er mursten i skænderiet om nutid mod fremtid. Den sorte energi har allierede blandt dem, der frygter stuevarmens pris, og imens vokser kulden i de grønne maskinrum.Usikkerheden får nye skygger til at tegne sig i Ørsteds officielle kommunikation. Aktionærer og investorer opfordres til at afvente. Det betyder intet mindre end alarm—ingen sætter store penge på spil for virksomheder, der kan ryge på rutsjebane over natten.Dog er eventyret ikke slut. Spørgsmålet er bare, hvor mange knubs og omveje den grønne omstilling skal tåle i den amerikanske virkelighed, hvor havvind trods alt skal kæmpe mod både uforudsigelige politikere og kapitalens kolde nerver. Spørgsmålet er, hvor længe Ørsteds vinger kan holdes i spænding, før de igen drejer ud mod horisonten. For det handler stadig om mere end tallene—det handler om vinden.