Mødrene, Maskineriet og Ministerierne: 50.000 danskere baner vej for frivillige rugemødre Der er nu skrevet, scrollet og signeret så mange gange med muse-pegefingeren, at Folketingets digitale brevkasse skælver af forventning. 50.000 danskere har skrevet under på et borgerforslag, der skal gøre det både varmere, venligere og væsentligt lettere for frivillige rugemødre at lægge livmoder til noget, som på papiret i dag mere minder om en forbudt leg i kongerigets fertilitetspolitiske buskads.Med et klik, et cpr-nummer og en gnist af håb har danskerne nu bragt forslaget ind i centrum af det politiske styresystem for når der er så mange underskrifter, ja, så skal ministeriernes kaffemaskiner gurgle lidt ekstra, og det store tæppeløft af gamle paragraffer kan begynde. Folketinget bekræfter også lystigt på sin hjemmeside, at: Jo, det skal de så nu tage stilling til.For som loven er skruet sammen lige nu, må læger og sygeplejersker ingenting. I hvert fald ikke, hvad befrugtning af rugemødre angår: Hvis du som barnløs påtænker, at en anden kvindes mave skal agere inkubator på velsignet vis vel at mærke uden penge under bordet eller bag gardinet skal du helst have udlængsel og pas parat. For i Danmark rækker det medhjælpende sundhedssyndikat dig ikke en finger, men peger dig nærmest ud i lufthavnen, før der kan hjælpes til med støvler, sprøjter og sædceller.Det er de syv kvinder bag forslaget så hjertens trætte af. De ønsker, at kvinder, der frivilligt uden tanken om at købe sig en solskinsvilla i Marbella lægger mave, mod og måneder til for andre, kan få hjælp af det sundhedsvæsen, der ellers praler med at kunne alt. Altruistisk surrogati hedder det: Når det handler om at bære og føde uden det store økonomiske spindelvæv, men snarere en intention om at hjælpe, fordi man kan. Måske endda bare, fordi man har overskud på livmoderkontoen.Med underskrifterne er også spørgsmålet landet med en delikat, men larmende plop hos politikerne: Er tiden nu kommet til, at Danmark omfavner dem, der vil ruge uden regning? Eller er det at åbne for et moralsk maskineri, hvor samtlige etiske tandhjul skal smøres og drejes endnu en omgang? Det vil de næste måneders debat vise og måske er det kun Folketingets stemmebokse, der kan svare på, om de danske rugemødre ender med varme hænder i systemets favn.
Debatten om menneskelighedens grænser: Borgerforslag om frivillig rugemoderskab når Folketinget En nærmest eksistentiel diskussion om menneskets forhold til fællesskabet og til det kommende liv, har forplantet sig som ringe over danskernes bevidsthed, og nu manifesteret sig i den både konkrete og abstrakte form, som et borgerforslag, ifølge Folketingets egne oplysninger. Med over 50.000 underskrifter er det ikke længere kun forbeholdt private stemmer i hjemmene eller lavmælt samtale over middagsbordet. Nu skal Folketinget lade blikket hvile på, hvad det vil sige at række ud over sig selv til fordel for andres lykke uden tanke for egen gevinst.Det er ikke uden paradoks, at reguleringen af, hvordan nyt liv kan tilvejebringes, påkalder sig så heftig en opmærksomhed. I dag sætter dansk lovgivning netop grænsen her: Sundhedspersonalets hænder holdes tilbage, hvis moduleringen af livets vilkår skal finde sted med hjælp fra en kvinde, der frivilligt og uden økonomisk vinding ønsker at bære og føde et barn til nogen, for hvem barnløsheden er en indre storm. Dermed tvinges umage ønskers opfyldelse familien, barnet oftest hinsides Danmarks grænser, i eftersøgningen på en håndsrækning, der i hjemlandet ikke må ydes.Syv kvinder, autoriteter i eget liv og nu initiativtagere til forslaget, ønsker at ændre denne situation. Deres stemmer, på vegne af mange, lyder med insisteren: bør det ikke, i et fællesskab præget af tillid og omsorg, være muligt for sundhedsvæsenet at støtte op, når en kvinde af altruistiske motiver, og af medmenneskelig hengivenhed, stiller sin krop til rådighed for at hjælpe andre til forældreskab?Begreber som gave, ansvar og frihed flettes ind i den store samtale, som her tager sin begyndelse i detaljerede lovtekster, men hurtigt breder sig til refleksioner over, hvad et samfund bør understøtte og hvad det risikerer at overse, når regler bliver for stramme. Kan man institutionalisere næstekærlighed uden at prisgive den for markedets kolde favntag? Er det moralsk forsvarligt at sidde tilskuer til barnløses afmagt, hvis hjælp kan gives af frivillige, og uden betaling?Med borgerforslaget på Folketingets bord, åbnes ikke kun for en mulig ændring af regler og praksis, men for et nyt blik på balancen mellem individets og fællesskabets ansvar. Vi stilles til ansvar for menneskelighedens betingelser og udfordres som samfund på modet til at give plads for de stærke bånd, der kan opstå i hjertet, når viljen til fællesskab overskrider egeninteressens grænser.Snart skal Folketinget tage stilling. Men måske angår spørgsmålet i virkeligheden os alle: Hvilket menneskesyn, hvilken forståelse af livets dybtgående forbundethed, skal være styrende for vores fælles retning fremad?
---Debatten om frivillige rugemødre blusser op: Borgerforslag når Folketinget Verden standser op et øjeblik, når livets mulighed slumrer på grænsen mellem to kroppe. I et Danmark, hvor teknologien kan meget, men lovgivningen måske endnu mere, er ønsket om at skabe familie ikke længere udelukkende et spørgsmål om biologi eller vilje, men også om lovens lange fingre.Nu har et borgerforslag, drevet frem af et kor af syv kvinder, nået den magiske grænse: 50.000 danskere har sat deres underskrift under forslaget om at gøre forholdene for frivillige rugemødre mere menneskelige eller måske bare mere mulige.Det er således en ny skærsild, Folketinget skal træde ind i; en ildvogn af eksistentielle længsler og følelsen af at stå udenfor, kiggende ind ad vinduet til det, nogle kalder den naturlige familie. Forhåbningerne fra forslagsstillerne er klare: Sundhedspersonalet skal have lov til at hjælpe med befrugtningen af en kvinde, der ønsker at være rugemor uden betaling et projekt båret af altruisme snarere end økonomiske motiver.Men som tingenes tilstand er i dag, opererer de barnløse med et pas i hånden og håb i maven, når de må søge udenlands for at realisere drømmen om børn. Landet bærer på et tabu af tusinde udtrådte fødder på klinikgulve langt fra den hjemlige muld, mens spørgsmålene om krop, etik og samfund ulmer i baggrunden. Hvem har retten til at hjælpe? Hvem har retten til at bære eller lade sig bære?Bag forslaget lyder et dannet, måske endda råbende, hjerte. Hvis en kvinde, uden tanke for egen gevinst, er villig til at forlænge en andens livslinie, hvorfor skal Danmark så stå med hænderne bundet af paragraffer? Burde samfundet ikke rumme alle måder at blive til på også den, hvor fællesskabets varme bryder igennem i moderens navn, uden pungen på bordet?Balladen er sat, og den menneskelige faktor har sneget sig ind i den politiske maskine. I denne sag er der ingen rene linjer, kun mange stemmer, drømme og dilemmaer og nu, for første gang, vil de lyde i Folketingets korridorer. Afslutningsvis står vi med det store spørgsmål: Er loven en bremseklods eller et værn? For børnetrangen samler måske, hvor paragraffer splitter. Et forslag er i spil, og med det følger chancen for at gøre det frivillige til det muliges kunst.