En fredag i København: Maskingeværer, mystiske bagmænd og jordbær fra Dubai Fredag morgen. Nytorv er ikke længere kun for studerende og duer, men for et politiopbud, som får det til at ligne, at Danmark forventer besøg fra selveste Gudfader. Over 20 kampklædte betjente spærrer pladsen – nogen med maskingeværer, som skinner i morgensolen. København vågner ikke op til nybagt brød, men til den rå virkelighed: Sagen om de påståede svenske lejemordere er rullet ind over byen. I retsbygningen sidder en 31-årig irakisk mand. Han nægter alt, hvad han overhovedet kan nægte. Han nægter at være bagmand i tre sager om drabsforsøg, han nægter at have sendt folk ud for at rydde op i gadebilledet, og han nægter – tilsyneladende med hele sin krop – at være andet end en mand, der taler dansk og tilfældigvis var i Danmark i april. Politiet mener dog noget andet, og det er derfor, de gerne vil have ham varetægtsfængslet. Man skal ikke have været længe i det kriminelle miljø for at vide, at “violence as a service” ikke længere kun er et filmmanuskript, men en eksportvare. Organiserede netværk shopper løs af unge svenskere, der med lidt overtalelse og adgang til krypterede chattjenester – helst Telegram – kan blive weekendens lejemordere. Ifølge DR er netop den 31-årige tiltalt for at have været logistikchef på bestillingsattentater, som skvulpede ind over Danmark fra Sverige i april sidste år. Beviserne? Ja, det er der kun de lukkede døre, der kender til. Men man kan jo altid gætte: Telegram, telefoner og tilfældige svenske stemmer på afveje. Og det er altså ikke en samling folk, der planlægger brunch. Bagmanden? Han har tilbragt mere tid i Dubai end i Nørrebro. “Jordbærret” har han arbejdet sammen med – i hvert fald hvis man spørger politiet. Allerede 7. september blev han anholdt i Dubai og har siden været bag lås og slå. Men nu, hvor han sidder i København, er der flere spørgsmål end svar. Hvad laver man egentlig som bagmand i 2024? Tjekker man kursen på svenske kroner? Opdaterer man Telegramgrupperne? Eller venter man bare på, at nogen banker på døren med et pænt “velkommen til Danmark”? Inde i retslokalet er der omtrent lige så mange betjente som udenfor. Den 31-årige flankeres, som var han dronningen på en dårlig dag, af tre andre, der også har snuset til “violence as a service”. Der er blandt andet en 17-årig svensker – en ung mand, som egentlig skulle have skudt rockere fra Comanches, men kom tomhændet hjem, fordi ingen rockere dukkede op. Seks år og fem måneders fængsel blev det til, selvom der ikke blev affyret et eneste skud. Han har anket. En anden sidder stadig og venter på sin dom. Anklagemyndigheden siger, han har rekrutteret skytter i fem sager – han siger, han ikke engang har en vandpistol. Endelig er der også en kvinde. Hun har allerede fået dom: syv år og seks måneder. Hun blev dømt for at have samlet en ung svensker op, givet ham et våben og sendt ham ud på mission. Hun har også anket – for i dette selskab er intet afgjort, før landsretten har sagt sit. Sagen kører videre. Grundlovsforhøret er stadig lukket for offentligheden, og på Nytorv træder betjentene ikke mange skridt væk fra hinanden. København har fået sit eget realityshow, bare uden reklamepauser. Og midt i det hele sidder en mand, som engang var i Dubai, og venter på, at nogen fortæller ham, hvad klokken er slået.
Eksistensens skygger i København: Et retsmøde om vold på bestilling Fredag, København. Der står politifolk i fuldt ornat på Nytorv. Ikke som beskyttere af idealet om retfærdighed, men som håndgribelig påmindelse om, at noget her er gået skævt – ikke bare med enkelte individer, men med hele samfundets væv. Menneskets evne til at handle, at vælge, at gøre ondt eller godt, får sin kontante manifestation, når over 20 uniformerede står vagt, nogle med maskingeværer. Det er ikke kun kroppen, der er i fare, men selve det, vi forstår ved fællesskab. Inde i byrettens rum er offentligheden lukket ude. Retten behandler spørgsmålet om frihedsberøvelse af en 31-årig irakisk mand, som ifølge politiet har iscenesat tre drabsforsøg – ikke som fysisk aktør, men som den, der trækker i trådene. Han nægter. For ham eksisterer skyld og ansvar måske i spændingsfeltet mellem handling og hensigt. Politiet ser anderledes på sagen: Manden har sammen med andre arrangeret forsøg på at tage liv, og han kræves varetægtsfængslet. Vi står over for et fænomen, der sætter begreber som ansvar, tillid og anonymitet på prøve. Når vold bliver en service, er mennesket ikke længere blot individ, men også et redskab i et system, hvor personlige relationer opløses i overførsler på krypterede netværk. Telegram – og andre chattjenester – danner et mørkt rum, hvor individer reduceres til roller: bagmand, mellemmand, skytte. Hver især forsøger at træde ud af anonymitetens mørke, men det sker kun, når systemet bryder sammen, og politi og domstolene træder ind som det moderne samfunds moralske instanser. Politiet ved måske mere, end de siger. Men offentligheden må nøjes med glimt og konturer. Vi ved, at den 31-årige har været eftersøgt længe, at han har befundet sig i Dubai, og at hans tilknytning til svenske bander ikke længere er en hemmelighed. Sagen peger på, at forbrydelsen ikke længere er lokal, men flydende. Grænser betyder mindre, netværk mere. På Nytorv er det ikke dagligdagens normalitet, der udspiller sig. En 17-årig svensker er allerede dømt for et mislykket drabsforsøg – ikke fordi nogen faktisk blev ramt, men fordi viljen og forsøget var til stede. Skyld måles ikke kun i konsekvens, men også i intention. En anden mand venter på dom, anklaget for at have rekrutteret skytter, men nægter enhver medvirken. En kvinde har allerede fået sin straf for at have været den, der transporterede våben og menneske til gerningsstedet. Alle tre appellerer deres domme – som om de ønsker at gentage og revurdere den skæbne, de er tildelt. Her er vi vidner til et samfund, hvor forholdet mellem individ og system, skyld og straf, ansvar og undvigelse, konstant forhandles og aldrig endeligt afgøres. Politiets tilstedeværelse er et tegn på, at vi stadig forsøger at fastholde en orden midt i det, der truer med at blive kaos. Retsmødet i København er således ikke kun et spørgsmål om skyld eller uskyld, men om selve betingelserne for at leve sammen – og for at dømme.
Maskingeværer i Metropolen – En sort komedie fra Københavns Byret Fredag. København. Nytorv. Politiet er landet som en invasion. Maskingeværer, ansigter uden smil. Over 20 betjente holder vagt i byens centrum. Er det et statsbesøg? Nej. Det er grundlovsforhør. Hovedpersonen: En 31-årig irakisk mand, anklaget for at være bagmand i tre sager om drabsforsøg. Han nægter alt. Selvfølgelig gør han det – hvem ville ikke? Inde i retssalen er stemningen ikke bedre. Lukkede døre, barrikader, flere betjente end til et gennemsnitligt rockkoncert. Udenfor går folk og glor – hvad sker der derinde? Svaret får de ikke. Sagen er spærret inde sammen med luften og de tiltalte. Denne sag er ikke kun en kriminalsag. Det er et symptom. Et verdensfænomen har skyllet ind over Danmark: “Violence as a service”. Organiserede netværk, der hyrer unge svenskere til at begå bestillingsarbejde af værste slags. Det er som om, kriminalitet er blevet globaliseret. Forretning. Innovation. Skruppelløshed. Politiet siger, den 31-årige har haft gang i netværk med svenskere, bander, “Jordbærret”, Dubai. Han blev pågrebet i ørkenstaten den 7. september – nu sidder han i Danmark, omringet af betjente, som var han hovedpersonen i en dårlig B-film. Måske er det præcis, hvad han er. Men hvad har politiet egentlig på ham? Det er uvist. Offentligheden er holdt ude. Vi kan kun gisne. Krypterede chattjenester, Telegram, digitale fodspor – måske. Måske ikke. Men alle ved, hvordan sådanne sager lugter. De unge svenskere, rekrutteret over nettet, sendt over Øresund for at udføre handlinger, ingen voksne længere vil tage ansvaret for. Inde i retssalen sidder flere fra det samme miljø. En 17-årig, som skulle skyde efter Comanches, men ikke mødte nogen. Seks år og fem måneders fængsel for et forsøg, hvor kuglerne aldrig forlod pistolen. Han har anket. Så er der endnu en, beskyldt for at rekruttere skytter, men han nægter naturligvis. Hvem indrømmer? Ingen. Og til sidst en kvinde, dømt for at køre våben og en svensk teenager rundt. Syv år og seks måneder. Anket. Det hele bliver næsten for meget. Er det virkelighed? Eller er det blot en sort satire over, hvad der sker, når samfundet mister grebet om sine unge og de, der burde passe på dem? På Nytorv står maskingeværerne. Retssalen er fuld. Danmark forsøger at trække en grænse midt i en virkelighed, der ikke længere har nogen. Der er ikke mere at sige. Anklagerne kører. Betjentene står. Og nogen, måske os alle, er allerede blevet dømt.