Big Brother siger, det bare er en analyse: Regeringen vil give PET lov til at rode i dine digitale spor Hvis du nogensinde har tænkt *"Jeg burde ikke have liket det opslag om ytringsfrihed, mens jeg lå på hospitalet og læste en bog om anarkisme"*, så bare rolig – det er (snart) ikke paranoia længere. Det er bare staten, der *behandler oplysninger*. Regeringen har nemlig lanceret et lovforslag, der – hvis man skal tro justitsminister Peter Hummelgaard – **ikke** handler om øget overvågning. Heller ikke selvom det giver Politiets Efterretningstjeneste (PET) mulighed for at gennemtrawle dit livs digitale fodaftryk med kunstig intelligens, som var det en pose bland-selv-slik, der måske indeholder en terrorist. "Det her handler ikke om overvågning," siger ministeren. "Det handler om *behandling af data*." Men flere partier og eksperter har åbenbart fået et andet manus. En analyse er en analyse – med eller uden dig Helene Brydensholt fra Alternativet kalder det et "voldsomt indgreb i privatlivet". Enhedslistens Rosa Lund kalder det "et opgør med retsprincipper". Og national chef fra Institut for Menneskerettigheder, Pernille Boye Koch, kalder det… ja, præcis det, det lyder som: "Det *er* overvågning. Og det er noget af det allermest vidtgående, man overhovedet kan forestille sig." Vi taler adgang til stort set alt: din browserhistorik, din GPS-historik, dine hospitalsjournaler og muligvis dit hemmelige Word-dokument med titlen *"hvorfor jeg ville stemme blankt"*. Det hele kan – i princippet – samles og analyseres for at finde mønstre. Ikke fordi du har gjort noget, men fordi du **kunne** finde på det. Måske. Hvis du havde en meget dårlig uge. Kunstig intelligens og naturlig skepsis Justitia – den juridiske tænketank, ikke superhelten – er også bekymret. Chefkonsulent Mikele Schultz-Knudsen advarer om, at PET nu kan analysere data om *os alle sammen*, uden mistanke, uden varsel. Bare fordi det teknisk kan lade sig gøre. Og fordi loven siger, det er i orden. Eller, snart gør det. "Man er nødt til at have retssikkerhedsgarantier," siger han og lyder som en mand, der ved, hvad der sker, når man ikke har det. Og måske har han en pointe. For selv om intentionen er at beskytte borgerne mod trusler, risikerer man at ende med en situation, hvor borgerne i stedet bliver bange for... staten. Ministeren: "Det er ikke mere overvågning, bare mere adgang" Justitsministeren insisterer dog på, at der **ikke** er tale om øget overvågning. For, som han siger, PET må allerede i dag få adgang til mange af de her data. Bare... med en god grund. "Vi ændrer ikke reglerne for, hvordan PET må behandle oplysninger," siger han. Men kritikerne påpeger, at netop dét er problemet: det *føles* som om reglerne flyttes fra "vi holder øje med dem, vi er bange for" til "vi holder øje med alle, så vi ikke overser nogen." Hvorfor det hele måske handler om tillid – og en smule frygt Hvem vogter vogterne? Og hvor meget ved de egentlig om, hvad du googlede i går aftes, mens du sad på bibliotekets wifi og søgte på *"er det ulovligt at hade Excel?"* Måske betyder det ikke noget. Måske bliver dit liv ikke ændret af, at dine data bliver "behandlet". Måske vil PET aldrig se på dig. Men tanken om, at de **kan**, gør noget ved vores måde at tænke, tale og søge på. "Vi frygter, at folk holder sig tilbage fra at bruge deres rettigheder," siger Pernille Boye Koch. Og dér står vi så. Midt i en datatid, hvor ord som *mistanke*, *adgang* og *sikkerhed* flyder sammen som smeltet is i en skuffe fuld af andres passwords. Loven træder efter planen i kraft til oktober. Indtil da er det måske værd at spørge sig selv: Hvis staten kan se alt – hvornår begynder du så at skjule dig?
Om at se uden at blive set – eller overvåget uden at vide det Et menneske er aldrig blot et individ, men et knudepunkt i et net af relationer, handlinger og – i stigende grad – data. Vi efterlader os spor, som myrer på vej over varme fliser: ved bibliotekets skranke, i hospitalets reception, på sociale medier, hvor et "like" er mere end blot tommelfinger – det er en digital signatur, et udtryk for tilstedeværelse og i stigende grad: sårbarhed. Nu vil staten samle disse spor op. Et nyt lovforslag skal give Politiets Efterretningstjeneste (PET) adgang til at analysere danskernes data i stor skala. Ikke på baggrund af mistanke, men som rutine. Ikke for at finde det, der er sket, men det, der kunne ske. Ikke nødvendigvis for at handle – men for at *vide*. Justitsministeren forsikrer: Det er ikke øget overvågning. Men hvordan kan man insistere på, at det ikke er overvågning, når det centrale værktøj netop er at iagttage, uden at blive opdaget? At samle, forbinde og forudse Vi taler ikke om at læse med i breve. Vi taler om at samkøre bibliotekslån, hospitalsjournaler, mobiltelefonsignaler og søgehistorikker. Vi taler om algoritmer, der ikke blot registrerer, men også *konstruerer* virkelighed. Et menneske bliver til en mønsterafvigelse. En adfærd bliver en risiko. Det er ikke én overvåger, der ser på én. Det er systemet, der ser igennem én. Og selv om ministeren fastholder, at dette blot er "databehandling", er det i sagens kerne stadig en bevægelse væk fra tillid – hen imod kontrol. En kontrol, som ikke kender forskel på skyldig og uskyldig, før noget i mønstret siger: se nærmere her. Hvad er et samfund, der ikke stoler? Kritikken er klar. Fra juridiske tænketanke. Fra menneskerettighedsinstitutioner. Fra politikere, der forsøger at balancere mellem sikkerhed og frihed. De spørger ikke bare, hvad PET kan med den nye lov. De spørger, hvad vi mister. For hvis staten opfører sig som om alle kan være farlige, vil borgerne før eller siden begynde at opføre sig som nogen, der er i fare. Når vi ved, at alt vi gør kan spores, måles og tolkes, begynder vi at gøre mindre. Vi deltager mindre. Vi deler mindre. Vi *er* mindre. Og frihedens værdi ligger ikke i, at den gives, men at den mærkes. En samfundsmæssig skizofreni Ministerens udsagn – at det ikke er mere overvågning, men blot en ny måde at *behandle oplysninger* – er ikke nødvendigvis usandt. Men det er måske *usandt på den rigtige måde*. For det er ikke blot spørgsmålet om adgang, men om intention. Det er som at sætte et spejl op i alle rum og sige: "Vi kigger ikke – vi sørger bare for, at vi kan, hvis det bliver nødvendigt." Men hvem tør være sig selv i et rum, hvor spejlet potentielt er et kamera? Tillid eller teknologi? Vi lever i en tid, hvor truslerne er reelle, og teknologien lokker med løsninger. Men hver gang vi vælger sikkerhed uden grænser, afmonterer vi en smule af det, der gør os menneskelige: at vi bliver set – og ikke blot målt. Loven er planlagt til at træde i kraft i oktober. Den vil, om alt går som planlagt, gøre PET stærkere, hurtigere, dybere. Men spørgsmålet er, om vi samtidig gør samfundet fattigere. Ikke i penge. Men i tillid. I rum. I mod. For i et samfund, hvor alt kan overvåges, bliver det at *handle frit* en langsomt nedslidt idé. Og så er det måske ikke længere overvågningen, der er problemet – men tavsheden, der følger efter.
Overvågningens æstetik: Ministeren siger nej – algoritmen siger alt Forestil dig, at staten ikke blot kigger dig over skulderen, men allerede er i dit hoved. Den ved, hvad du læste i går, hvem du skrev til i nat, hvilke videoer du så kl. 02:13, og hvad du *ikke* likede – men overvejede. Og forestil dig så, at du bliver fortalt, at det her slet ikke er overvågning. Bare lidt systematisk databehandling. Ikke af dig som person – men af dit liv. Det er her, vi er nu. Et nyt lovforslag giver PET adgang til dine digitale fodspor. Ikke med mistanke. Ikke som undtagelse. Men som metode. Kunstig intelligens skal finde mønstre. Ikke i mørket, men i lyset, midt i vores offentlige og private færden, i vores klik, vores søgninger, vores valg og fravalg. “Det er ikke øget overvågning,” siger ministeren. “Det er bare en ny måde at bruge det, vi allerede har adgang til.” Men du mærker det. Det *er* noget andet. Det kribler i det underbevidste. Som at stå foran et spejl, du ikke selv har hængt op. Den gennemlyste borger Regeringen mener, PET bare skal kunne analysere de spor, vi efterlader. Sådan *bare*. Skridt for skridt. Like for like. Hver gang vi taster, klikker, låner, skriver, søger. Og ikke fordi du er under mistanke – men fordi du kunne være. Det er masseovervågning forklædt som teknologisk fremskridt. Det er algoritmen som afhøringsleder. Eksperter kalder det et paradigmeskifte. Pernille Boye Koch fra Institut for Menneskerettigheder kalder det noget af det mest vidtgående, man overhovedet kan give en efterretningstjeneste. Og hun forsker i den slags. Det gør de fleste af os ikke. Vi googler. Og bliver googlet tilbage. “Man kan lave profiler på os alle sammen,” siger hun. “Det går helt tæt på. Og vi er ikke engang mistænkt for noget.” Den lydløse selvcensur Men hvad så, hvis man ikke har noget at skjule? Er det ikke netop en garanti for, at man kan leve videre? Nej. Det er her, det bliver uhyggeligt: For selvcensur er ikke noget, man vælger. Det er noget, der kommer snigende. “Vi frygter, at folk begynder at holde sig tilbage,” lyder det fra kritikere. Ikke fordi de er skyldige. Men fordi de ikke vil se skyldige ud i en statistik. Den juridiske tænketank Justitia advarer: PET kan nu få adgang til alt – uden mistanke, uden dommerkendelse. Bare gennem datasæt. Et tryk. En sammenkøring. En fornemmelse. Det er ikke science fiction. Det er oktober 2025, når loven træder i kraft. Ministeren, maskinen og meningen Justitsminister Peter Hummelgaard er rolig. Han siger, intet ændres. Han siger, PET allerede har adgang. Det handler ikke om overvågning, men om *hvordan* oplysninger behandles. Men det er jo netop dét, der er problemet. For hvis alt er tilladt, så snart det kaldes noget andet – så har vi trådt over en grænse uden at opdage det. Vi vågner op i en virkelighed, hvor kontrollen er tavs, teknologien venlig, og overvågningen hedder "beskyttelse". Det er en logik, hvor mistanken ikke længere rettes mod nogen – men mod alle. Afslutningen skrives af os selv Vi vil gerne føle os trygge. Men vi vil også gerne være frie. Vi vil gerne bekæmpe trusler. Men vi vil ikke selv være truslen. Og her, i spændet mellem nødvendighed og overgreb, skrives en ny samfundskontrakt. Uden vores underskrift. Når staten insisterer på, at den ikke ser på dig – men samtidig gør det – bliver spørgsmålet ikke længere, om du har noget at skjule. Men om du overhovedet kan skjule dig. Så spørgsmålet står tilbage: Er det stadig dig, der ejer dine data – eller er det bare dine data, der ejer dig?