Lignende artikler; 1
Trump-baser? Nej tak! – Viborg siger fra med bannere og betænkeligheder På Hjultorvet i Viborg er der i dag noget i luften. Noget andet end duften af kanelgifler fra Føtex og friture fra grillbaren. Her ruller skilte med ordene *“Trump-baser? Nej tak!”* ud mellem bænke og brosten, mens lokalpolitikere fra Enhedslisten og Alternativet samler sig under fælles faner og fælles forargelse. Det handler ikke om en ny café eller lukning af et bibliotek. Det handler om noget så småt som det danske territorium og noget så stort som amerikanske soldater, der får *“uhindret adgang”* til flyvestationer i Karup, Skrydstrup og Aalborg – og måske et blik ind i danskernes dagligstuer, hvis de står det rigtige sted på det forkerte tidspunkt. Demonstrationen er en direkte reaktion på det lovforslag, som Folketinget i disse uger tygger sig igennem som en tør rundtenom fra kantinen. Forslaget skal være fundament for en ny forsvarsaftale mellem Danmark og USA – en slags velkomstpakke til de amerikanske styrker, der kommer med støvler, våben og måske endda udenlandsk retspraksis i rygsækken. Stine Isaksen – byrådsmedlem i Viborg og ikke fan af fartblind geopolitik – siger det ligeud: “Vi kan ikke forstå, hvorfor det skal gå så hurtigt med at få vedtaget den her aftale. Den blev lavet i en helt anden kontekst – måske skal man trække vejret og tænke sig om.” Og hun er ikke alene. En Epinion-måling viser, at 43 procent af danskerne faktisk har det lidt som hende. Altså en snert af mistro, en klump i maven og måske en lille smule deja-vu til dengang Trump talte om at købe Grønland, som om det var en halvoffentlig strandbar. Men det handler ikke kun om tempo og tvivl. Det handler også om tillid og territorium. Ifølge Isaksen er det dybt problematisk, at de amerikanske soldater ikke nødvendigvis skal underlægges dansk lovgivning. Hvis der opstår konflikter, forbrydelser eller bare lidt for meget attitude, kan Danmark risikere at stå uden ret til at sige *“undskyld, men her bestemmer vi faktisk”*. “De får også myndighed over danske borgere,” siger hun og løfter et øjenbryn, som om hun allerede forestiller sig scenen: En amerikaner med solbriller, maskingevær og lovgivningsmæssig fripas, der griber ind, fordi nogen cyklede for tæt på hans kantine. Men hvorfor nu? Hvorfor netop denne hast? Mange tror, at lovforslaget er født ud af en tid, hvor Europa så med længsel mod USA som beskytter – og glemte, at beskytteren også kan blive lidt for ivrig. Og måske en smule... ustabil. En del konservative spurgte tidligere på året, om man ikke lige skulle udskyde hele sagen. Det var trods alt Trump, der igen rørte i gryden. Men forsvarsminister Troels Lund Poulsen vinkede det væk som en flue i juni og førte forslaget til førstebehandling den 11. april. Nu forventes det hele vedtaget inden sommerferien – måske mellem grillpølser og Grundlovstaler. Og imens står de der i Viborg. Med bannere, med spørgsmål, med uro. Ikke fordi de er imod alt – men fordi de er for noget: selvbestemmelse, ansvar, og et Danmark, der ikke bare siger *“yes, sir”* uden at blinke.
Demonstration i Viborg: Når værtskab bliver uro – et opgør med tavs accept På Hjultorvet i Viborg, midt mellem hverdagens rytmer og kaffekopper i vindueskarmen, samles i dag borgere og lokalpolitikere under banneret: *“Trump-baser? Nej tak!”* Det kunne lyde som en karikatur, men det er det ikke. Det er alvor, og det er eksistens. For det handler ikke kun om tropper og traktater – det handler om tillid, suverænitet og den tavse kontrakt mellem staten og borgeren. I disse måneder behandles et lovforslag i Folketinget, der åbner for en omfattende forsvarsaftale med USA. En aftale, der skal give amerikanske soldater *uhindret adgang* til flyvestationerne i Karup, Skrydstrup og Aalborg. Et fysisk nærvær af fremmede styrker i fredstid, på dansk jord, i dansk hverdag. Men uden dansk lov som ramme. Stine Isaksen, byrådsmedlem i Viborg Kommune for Alternativet og medarrangør af demonstrationen, sætter ord på den eksistentielle uro: “Soldaterne skal bo klods op ad os, men de er ikke underlagt dansk lov. Det udfordrer vores retsfølelse.” Det er ikke alene et spørgsmål om militær tilstedeværelse, men om det uafklarede møde mellem systemer og ret, mellem fremmed myndighed og dansk borger. Aftalen blev udformet i 2023, i en anden global kontekst, præget af frygt og geopolitiske ryk. Men som Isaksen siger: “Måske skal man pause processen og overveje, om det er lige nu, vi skal det her.” For bag spørgsmålet om hastværk gemmer sig en dybere uro: Hvordan forholder vi os til magtens tilstedeværelse, når den ikke længere udspringer af vores egen politiske vilje? Lovforslaget deler ikke blot politikere, men befolkningen. En Epinion-måling viser, at 43 % af danskerne ønsker forslaget forkastet. Det er ikke et flertal, men det er en tvivl, der ikke kan ignoreres. Den peger på en følelse af afmagt og uvished over, hvilke konsekvenser det får, når man overlader suverænitet til en stormagt, hvis vilje til dialog historisk har været svingende. Isaksen nævner det uden omsvøb: “De får også myndighed over danske borgere.” Og den sætning er nok til at skabe sprækker i selv det mest loyale statsborgerlige fundament. For hvem afgør grænsen for magt, når retten ikke længere bor her? Det er ikke en afvisning af samarbejde eller international solidaritet. Det er en påmindelse om, at selv partnerskaber må stå sin prøve i etisk, juridisk og demokratisk forankring. Når magt får form uden at skulle stå til ansvar lokalt, mister den sin moralske legitimitet. Og i baggrunden trækker spøgelset af Donald Trump stadig sine skygger. Ikke som karisma, men som præcedens. En leder, der åbnede for køb af territorier og lukkede for multilaterale aftaler, har gjort det legitimt at stille spørgsmål ved hensigterne bag allieredes tilstedeværelse. Demonstrationen i Viborg er derfor ikke blot et nej. Den er en opfordring til omtanke. Til refleksion. Til at tænke friheden som noget mere end militærbeskyttelse. For når vi taler om territorium og ret, taler vi også om menneskeværdets forankring. Og i Viborg står de i dag – ikke kun med skilte, men med spørgsmål, som nægter at lade sig overdøve af hastværk og politiske flertal.
Trump-baser? Nej tak! – Når flyvestationer bliver til frontlinjer i fredstid Viborg er normalt ikke kendt som et centrum for stormagtsopgør. Men i dag, kl. 15.00 på Hjultorvet, bliver den gamle domkirkeby rammen om et oprør med bannere, spørgsmål og udråbstegn. Under sloganet *“Trump-baser? Nej tak!”* samler lokalpolitikere fra Enhedslisten og Alternativet sig for at råbe Christiansborg op – inden det, ifølge dem, er for sent. Det handler ikke om fly eller flag. Det handler om suverænitet, tvivl og et lovforslag, der vil åbne dørene for amerikanske tropper på dansk jord med *“uhindret adgang”* til Karup, Skrydstrup og Aalborg. Det lyder teknisk. Men konsekvenserne? De er alt andet. Stine Isaksen, byrådsmedlem i Viborg og medarrangør af demonstrationen, siger det ligeud: “Vi kan ikke forstå, hvorfor det skal gå så hurtigt.” Og hun har pointen med sig. For mens forligspartierne iler mod en vedtagelse før sommerferien, sidder en betydelig del af befolkningen og klør sig i nakken. En Epinion-måling lavet for DR viser, at 43 % af danskerne mener, at forslaget bør forkastes. Men hvad er det egentlig, der skurer i ørerne og nager i mellemgulvet? Det er det, Stine Isaksen kalder for en udfordring af retsfølelsen. “Hvis amerikanske soldater begår en forbrydelse, kan vi ikke retsforfølge dem efter dansk lovgivning.” Det lyder som noget fra en dårlig koldkrigsfilm, men det står sort på hvidt i aftalen: Amerikanske styrker får særstatus – og potentielt også myndighed over danske borgere i konfliktsituationer. Det er ikke blot en militær teknikalitet. Det er en principiel glidebane, der – ifølge modstanderne – skubber til magtbalancen i det danske samfund. Hvem bestemmer, og hvem bestemmer over dem, der bestemmer? Samtidig ulmer mistroen til stormagten i vest. Ikke nødvendigvis til USA som idé, men til den aktuelle udgave – præsidenten med permanente skænderier med Europa og grønlandske annektioner i tankerne. Isaksen er bekymret: “De overholder ikke engang altid deres egne regler – hvad får os til at tro, de vil respektere vores?” Og nej, det er ikke paranoia. Det er politik. Det er historie. Og det er erfaring. Når folk stiller sig op med skilte midt i provinsen, er det ikke for sjov. Det er fordi, de har set, hvad der sker, når man accepterer for hurtigt og spørger for sent. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen er dog ikke til sinds at sænke tempoet. Da konservative tidligere i år spurgte, om man burde udskyde processen, blev det affejet med en hovedrysten og en førstebehandling den 11. april. Nu regner man med endelig vedtagelse inden sommerferien – måske mellem grillpølser og folketingsferie. Så tilbage står Viborg. Med bænke, brosten og bannere. Og et råb, der runger langt ud over domkirkens mure: *Vi siger ikke nej til samarbejde. Vi siger nej til at blive løbet over ende med åbne øjne.*