EU: Ingen kærlighed til russisk gas – heller ikke efter fred Forestil dig dette: Der er fred. Ukrainske solsikker nikker i vinden, og russiske tanks ruster langsomt op et sted i en fjern skov. Alt ånder lettelse. Og straks er der nogen, der kigger længselsfuldt mod øst og tænker: “Mon ikke vi kunne få lidt billig gas igen?” Men næ nej. Den går ikke, siger EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, der tirsdag i EU-Parlamentet lignede en, der ikke bare havde brændt fingrene, men hele energiplanen, og nu stod klar med et nystrøget manifest: Europa skal ikke tilbage til det fossile kærlighedsforhold med Rusland. »Tidsalderen, hvor Europa er domineret af russiske fossile brændstoffer, er slut,« sagde hun. Punktum. Ikke noget med en lille hyggeaftale under bordet, ikke noget med at "det er jo kun, hvis prisen er rigtig." Slut. Som i din eks, du *virkelig* ikke skal begynde at skrive med igen. Baggrunden? Jo, dagen før havde Dan Jørgensen – ja, ham med håret og den grønne samvittighed – præsenteret en ny plan for, hvordan EU én gang for alle skal ud af den russiske gasklemme. Det hele handler om uafhængighed. Om ikke at stå med motoren slukket og hatten i hånden, næste gang Putin får ondt i magtbalancen. Men lad os være ærlige: Det er nemt nok at være prinsipal, når krigen raser og overskrifterne er med store bogstaver. Det er straks sværere at holde fast i idealerne, når radiatorerne er kolde, og nogen foreslår, at man kunne “bare lige” åbne for rørledningen igen. Og dét er præcis den slags bagvejstanker, von der Leyen forsøger at slå en mental lås på. Freden – hvis den altså kommer – bliver ikke en billet tilbage til business as usual. EU’s energi-eks skal ikke have comeback med russiske undertekster. Ikke denne gang. Ikke mere “vi vidste det godt, men det var jo så billigt.” Så ja, måske bliver det lidt dyrere. Måske skal vi vende os til flere vindmøller, lidt mere gråvejr og en elbil, der ikke altid vil lade. Men hvis prisen for fred ikke er at glemme, hvem vi købte gassen af, da bomberne faldt – så er det vel til at leve med. Og så er det jo heller ikke, fordi vi mangler drama og intriger i EU. Vi behøver bare ikke importere dem med metangas.
Tvivlens pris og energiens ansvar: Et kontinent ved skillevejen Når krigen engang fortager sig – hvis den gør – og stilheden falder over de sønderskudte landskaber, er det nærliggende at tro, at Europas blik vil søge tilbage mod det, der engang var. Til det kendte. Det billige. Det effektive. Til gassen. Til olien. Til de fossile forbindelser, der, trods deres brutale baggrund, var så behageligt praktiske. Men netop her må vi standse. Netop her må tænkningen begynde. For i EU-Parlamentets sal har der lydt et budskab, som ikke blot er politisk, men etisk – måske endda eksistentielt. Det kommer fra Kommissionens formand, som i klare vendinger har kaldt enhver tanke om at genoptage afhængigheden af russisk energi for en historisk fejltagelse. »Tidsalderen, hvor Europa er domineret af russiske fossile brændstoffer, er slut,« erklærede hun. Og i denne erklæring ligger en afstandtagen, ikke blot fra en forsyningskilde, men fra en måde at være i verden på. For det er ikke blot energi, der flyder i rørene – det er ansvar. Det er konsekvens. Det er relationer, hvor afhængigheden slører skyld og tvetydighedens tåge skjuler moralen. Det er derfor ikke nok at tænke i kubikmeter og kroner. Europa må stille sig selv det sværere spørgsmål: Hvad vil vi binde os til? Hvem vil vi være i pagt med – ikke kun i fredstid, men i det, som følger efter katastrofen? Dagen før denne tale fremlagde EU’s energikommissær en plan for den endelige udfasning af russisk energi. Og det er her, den egentlige fordring tager form: ikke i de tekniske løsninger, men i viljen til ikke at glemme. Til ikke at forfalde til nostalgiens forførelse, når fredens slør lægger sig over historiens skarpe kanter. Vi står ikke blot over for en praktisk omstilling. Vi står over for et opgør med den letteste vej – med forestillingen om, at man kan skifte side uden at ændre sig selv. Når Europa siger farvel til russisk gas, siger det også farvel til en del af sig selv – den del, der valgte bekvemmelighed over konsekvens. Og måske er det netop her, vi for alvor bliver frie.
EU til gas-junkier: Det er slut – videre! Det er næsten som et dårligt break-up: Man ved godt, det var giftigt, men man savner det alligevel lidt. Det var nemt, varmt og billigt – og nej, vi taler ikke om en ekskæreste, men om russisk gas. Og nu, hvor det måske – *måske* – lysner i horisonten med tale om fred mellem Ukraine og Rusland, begynder nogle i EU at røre på sig. Ikke med krigsråb, men med varmblodede drømme om at genoptage det gamle forhold. Gas i rørene, ro på kontinentet, og euroen i flow. Men dér sætter EU-Kommissionens formand hælene i. Og det er ikke med en lille diskret hentydning – det er med et verbalt spark i døren: "Tidsalderen, hvor Europa er domineret af russiske fossile brændstoffer, er slut." Der er ikke meget rum til fortolkning her. Ikke noget med “vi ser tiden an”, eller “måske hvis det bliver vinter og tyskerne fryser.” Nej. Slut. Finito. Auf Wiedersehen og luk røret. Budskabet kom direkte fra talerstolen i EU-Parlamentet, og hvis nogen sad og nussede med idéen om en ruslandsk comeback-deal, så blev der fejet grundigt af. Som når man smider eksens ting ud med affaldssorteringen: Sort, stinkende og ingen sentimentalitet. Dagen forinden havde Dan Jørgensen – han med de grønne visioner og de pæne jakkesæt – lagt EU’s nye udfasningsplan på bordet. Det skal være slut med russisk energi, og det ikke bare fordi det er grimt, men fordi det er *farligt*. Det er afhængighed. Det er kontrol. Det er geopolitisk gaslighting. Men det er klart: Når det hele engang lægger sig, vil nogen forsøge at gøre det hele lidt hyggeligt igen. En smule billig gas, lidt fred i horisonten, og *måske* kan vi lade som om, der aldrig var krig, tortur og geopolitisk afpresning. Men nej. Ikke denne gang. Hvis EU holder fast – og det er jo aldrig givet – så bliver denne æra husket som den, hvor vi endelig sagde nej. Ikke bare til Putin, men til vores egen bekvemmelighed. Og hvis det betyder lidt mere blæst på møllerne, lidt færre grader i stuen og en Tesla, der tager natten til at lade – så må det være sådan. Hellere lidt koldere fødder end varm gas fra en diktator.