Festival, Fadøl og Flugtbilist: Når retfærdigheden blinker gult Der findes øjeblikke, hvor verden snubler over sig selv, taber nøglerne, glemmer sit ansvar – og derefter ser væk, mens nogen starter motoren og kører over for rødt. Sidste sommer i Odense, lige udenfor lyden fra Tinderbox-festivalen, skete netop det. En varevogn, en nøgle, en kolonihave og en by, der åndede tungt af musik og junivarme. Men inde bag festivalpladsens hegn sad en mand – eller, rettere: Han ledte efter nøgler. Dem fandt han, i et kolonihavehus, hvor han egentlig ikke havde noget at gøre, og med ét blev både nøgler, varevogn og natten hans. Ejeren, forpustet af alt andet end glæde, så sin bil forsvinde for næsen af sig og hang desperat fast i døren, da tyven smed den i gear. Tyven, der havde drukket mere end de fleste festivalgæster og røget lidt for meget til at køre bil, trykkede speederen i bund, som om det var sidste udkald til at slippe væk fra virkeligheden. Ejerens knoer blev hvide, fødderne lettede fra jorden – og da grebet endelig slap, måtte flere festivalgæster springe for livet, som var de med i et absurd computerspil. Men det er ikke bare festivalgæster, der har haft svært ved at få armene ned. I byretten i Odense var stemningen alt andet end festlig, da sagen nåede dommerbordet. For her sad nu en 30-årig mand, som allerede havde samlet tre advarsler – og som nu, for fjerde gang, kiggede på dommerne og sagde, at det altså ikke var hans skyld. Han havde bare været på det forkerte sted, med det forkerte promilleniveau, på det forkerte tidspunkt. Dommerne var splittede. To dommere mente, at han endnu en gang skulle have lov til at blive i Danmark – af hensyn til internationale forpligtelser, forstås – mens den tredje dommer mente, at nu måtte det være nok. Alligevel blev det altså til endnu en advarsel. Det, der på retsdans kaldes ‘den mindst mulige margin’. Tættere på udvisning kan man næsten ikke parkere. Den 30-årige har ellers fået både islamisk bryllup, to børn og fast adresse hos sin mor. Men også et ry som byens mest ihærdige biltyv. Han er blevet frataget kørekortet, han har været bag rattet flere gange alligevel, og han har gentagne gange taget Odense på den forkerte fod. Den nat i juni gik det dog helt galt. Blodet pumpede hash og sprit rundt, og en gang- og cykelsti forvandlede sig pludselig til Odenses farligste racerbane. Festivalgæster, stadig med glimmer i håret og fadøl i hånden, sprang for livet, mens bilen suste forbi. Men friheden var kort. Politiet satte punktum, før han nåede ud af byen. Og denne gang var det ikke til at løbe fra DNA-spor, vidneudsagn og forsikringsregninger på over 77.000 kroner. Straffen blev otte måneders fængsel og en bøde på 15.000 kroner – og så kan han se frem til 10 år uden kørekort. Den 30-årige tog imod dommen. Måske, tænker man, i håbet om at fjerde gang også bliver lykkens gang. For i Danmark kan man åbenbart både stjæle biler, bringe andres liv i fare – og stadig ende med at få endnu en chance. Det kræver bare, at man kører hårdt nok på.
Festivalen, friheden og den fjerde advarsel: En beretning om ansvarets grænser I en tid, hvor det enkelte menneskes handlinger står som svage ekkoer mod fællesskabets vægge, fandt en begivenhed sted i Odense, der belyser spændingsfeltet mellem den enkeltes ansvar og samfundets tålmodighed. Det var en juninat, hvor musikkens ekkoer fra Tinderbox-festivalen blandede sig med den lette duft af blomstrende haver og uforløst forventning. Mellem kolonihavehuse og festklædte festivalgæster opstod et øjeblik, hvor virkeligheden brat slog revner. En mand, 30 år gammel, med en historie, der spænder fra Somalia til Birkeparken, fandt i natten en varevogn og et sæt nøgler – og med dem en anledning til flugt. Ejerne af det liv, han stjal sig ind på, forsøgte at holde fast, både konkret og metaforisk, idet de bogstaveligt hang i døren til deres egen ejendom. Imens, på den anden side af handlingen, sad manden, påvirket af rusmidler, i førersædet og lod maskineriet bringe sig væk fra ansvar, væk fra konsekvenser. Festivalgæster, som netop havde søgt musikkens midlertidige fællesskab, blev i næste nu reduceret til eksistenser, der måtte springe for livet – menneskets skrøbelighed blotlagt midt på en cykelsti i Odense. Men flygtens mulighed er sjældent varig. Politiets anholdelse blev det definitive punktum på en nat, hvor flere grænser blev overskredet – både lovens og det etiske fællesskabs. I retten stod spørgsmålet ikke blot om skyld, men om samfundets evne og vilje til at tilgive, til at beskytte eller til at sige fra. Tre dommere skulle veje, hvorvidt manden skulle udvises – for fjerde gang stod spørgsmålet om, hvor meget en stat kan tåle. To dommere fandt, at endnu en advarsel måtte gives, at et hensyn til internationale forpligtelser vejede tungere end retfærdighedens strenghed. Den tredje dommer så anderledes på sagen: At nået var nået, og Danmark burde sætte en grænse, et indrejseforbud som det, anklagemyndigheden havde krævet. Dommen blev otte måneders ubetinget fængsel, en bøde på 15.000 kroner, frakendelse af kørekortet i ti år og en forsikringsregning på 77.500 kroner. Manden modtog dommen, som om den ikke var andet end endnu en parentes i livets fortælling. Hvad betyder det, når et samfund – gang på gang – rækker hånden frem for at give en advarsel mere? Hvor går grænsen mellem den enkelte og de mange, mellem tilgivelse og ansvar? Den nat i Odense blev spørgsmålet stillet med al ønskelig tydelighed. Svarene blafrer fortsat i vinden mellem kolonihavehuse og festivalpladser, hvor næste års gæster endnu ikke aner, hvilke historier de selv skal løbe fra.
Når virkeligheden overgår festivalen: Drama på cykelstien og retssalens kolde logik Det er nat. Lydmuren fra Tinderbox står tungt over Odense. Inde bag hegnet ruller festen videre, men i udkanten, i Roerskov Havekoloni, kradser virkeligheden hul i byens lak. Her slår en mand sig ind gennem et kolonihavevindue, river nøglerne til en varevogn til sig og sætter kursen mod friheden – eller hvad der nu står tilbage af den. I festivalens kølvand går alt galt. Varevognsejeren, der pludselig står i sin egen film, klamrer sig til døren og ryger i asfalten, mens festivalgæster danser udenom en stjålen bil på afveje. På cykelstien er det ikke musikken, der får folk til at hoppe – det er overlevelsesinstinktet, der aktiveres, når et tons stål brager forbi, ført af en mand med promille nok til at svæve et par sekunder over virkelighedens konsekvenser. Hovedpersonen – 30 år, ankommet til Danmark som barn, nu voksen, far til to, islamisk gift, stadig hjemmeboende hos sin mor – er ikke ukendt i retssystemet. Faktisk står han her igen, for fjerde gang, anklaget for at sætte andres liv på spil. Byretten i Odense har allerede sendt ham advarsler tre gange tidligere. Nu balancerer han på kanten. Men kanten holder. Med den mindst mulige margin får han endnu en advarsel – og dommen lyder ikke på udvisning, men på otte måneders ubetinget fængsel, 15.000 kroner i bøde, ti års frakendelse af kørekortet og en forsikringsregning på 77.500 kroner. Han tager imod, tavs. Det hele summer. Noget flimrer. Er det retfærdighed, er det systemet, der har ondt i balancenerven, eller er det samfundets egen skyld, at man står tilbage med en mavefornemmelse, der ikke rigtigt passer ind i den officielle statistik? Vidnerne er klare i spyttet, DNA-sporene fortæller den samme historie som forsikringsselskabets regning. Men logikken i retslokalet lægger sig som et lag støv over scenen: To dommere stemmer for endnu en advarsel af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser. Den tredje dommer ser en udvisning for sig – seks år ude af landet, hvis anklagemyndigheden havde fået sin vilje. Ude i kolonihaven er alt stille. Musikken er for længst dæmpet, øllet drukket, og gæsterne hjemme i seng. Men spørgsmålet hænger i natten: Hvem bærer egentlig ansvaret, når samfundets love spænder ben for sig selv? Det er ikke en film, det er ikke fiktion – det er Danmark på en rå sommernats ærlige betingelser.