Forvirring på første klasse: Vilas fik chokerende besked fra kommunen, men blev mere rundtosset end oplyst Af en eller anden grund er det altid, når kaffekoppen er på vej til munden, at de mærkelige beskeder tikker ind i e-Boksen. Sådan var det i hvert fald for Vilas Holst Jensen, der en helt almindelig tirsdag pludselig fik at vide, at Københavns Kommune havde noget vigtigt på hjerte. Ikke om affaldssortering eller nye svedtransporterende cykelstier, men om, at en studentermedhjælper på den forkerte side af skrivebordet havde forvildet sig ind i det store, varme CPR-register og hevet Vilas’ personlige oplysninger op som en tryllekunstner trækker tørre kaniner op af en bøtte.Der er nu noget skurrende ved at få at vide, at ens cpr-nummer er blevet brugt ulovligt af en fremmed, mens man sidder og forsøger at færdiggøre to-do-listen for dagen. For Vilas, 25 år, hjemmehørende i Odense og journalist af profession, voksede forvirringen støt, da han klikkede ind på beskeden. Kommunens formuleringer var lige så tågede som dis over Langelinielinjen.Brevet forklarede nøje, hvad kommunen selv havde foretaget sig noget med sagsforløb og omhyggelige procedurer men om, hvad Vilas kunne gøre, stod der mindre præcist. Eller faktisk slet ingenting.Beskedens kryptiske sætningHvis man, sådan som Vilas, er opdraget til at tage tingene alvorligt, tænker man automatisk i råd og handling. Men ud af kommunens flere sider lange brev var der kun én konkret sætning, der stak ud som en regnvåd sok på tørresnoren: “Hvis du har mistanke om, at du er offer for kriminalitet, bør du kontakte politiet.”Men hvordan skulle Vilas have mistanke om noget, han ikke har nogen mulighed for at vide? Hvor mange gange eller hvor længe? Var han bare blevet smidt på listen, ligesom en pose gulerødder i supermarkedets indkøbsvogn, eller var hans navn udvalgt og noteret omhyggeligt til tvivlsomme formål? Spørgsmålene myldrede. For hvad hvis banden havde fat i hans adresse? Eller havde de nu også haft fingre i oplysninger om hans familie? Skulle han ringe rundt til sine kære og sige, at “mor, hvis der kommer ubudne gæster, er det muligvis fordi kommunen har svaret på mit liv med et gådebrev”? Det hele blev først rigtig alvorligt eller helt ualvorligt, afhængigt af temperament i takt med, at svarene udeblev.Afmagt pakket ind i informationKommunens varme opfordring til bare om at skrive med yderligere spørgsmål hjalp intet, tværtimod. De har travlt, skrev de, og den, der venter på svar, kan godt tage på sommerferie imens. Vilas forsøgte, men frustrationerne voksede kun. Det brev, der skulle kaste lys over situationen, blev i stedet en slags kalorielet manual i generel uvished.Alt i alt kunne Vilas konstatere, at den egentlige modtager af kommunens lange forklaring syntes at være kommunen selv. For ham, der stod midt i manegen, var der ikke meget at stille op med gode råd om at holde øje med sig selv.Kommunalspejlet: vi forstår din bekymring (tror vi nok)I en slags efterklang sender kommunen en mail, hvor de forsikrer, at de forstår utrygheden. Hurtig information stod øverst på dagsordenen, lyder det, men de ved heller ikke præcist, hvilke borgere der bør føle sig ramt eller i hvilket omfang. Hvis man nu har det med at gå i forfald, når informationen er ukonkret, må man trøste sig med, at NSK nok skal sige til, når der virkelig er grund til alarm. Hvornår det er, melder historien ikke noget om.Og her sidder Vilas så tilbage, endnu mere bekymret og endnu mere i mørke end før brevet tikkede ind. Ikke så meget bange for at blive overfaldet, men snarest opgivende over, at budskaber, der skulle berolige, blev leveret med hele den kommunale institutionstragt af ukonkrethed. At blive en brik i et uforklaret sagsnummer er, med Vilas’ egne ord, noget, man helst ville have været foruden. For måske handler det ikke bare om, at nogen har kigget ulovligt i ens skuffer, men også om, at man bagefter efterlades på gangen, mens alle andre taler bag lukkede døre.
Uvishedens Brev: Da Vilas Fik Vished og Mistede Tryghed Det er tidlig morgen, måske endda morgenens skygge endnu ikke har sluppet Vilas Holst Jensens dag. Han åbner sin e-Boks, en digital strofe i hverdagens partitur. Det, der burde rumme vigtige meddelelser, bringer istedet et virkelighedschok så kløvet, at skellet mellem den sikre privatsfære og den frygtede blottelse pludselig truer. Vilas’ CPR-nummer er blevet misbrugt. Uden forvarsel, uden grund kender hans data pludselig ikke længere grænser.For mange findes sorg og skræk i det konkrete, men for Vilas kommer bekymringen ikke i det, der kan måles eller optælles, men i det, der glider mellem informationens linjer: Uvishedens knugende tryk. Brevet fra Københavns Kommune, han modtager, består på overfladen af oplysning: En indkredsning af hændelsen, der dog mere synes rettet mod afsenderens behov for juridisk velvilje end indsigten i modtagerens frygt. For hvem er ansvarlig, når tilliden forefindes i institutionernes hænder, men besvarelsen efterlader borgeren i siloens ekko? Hvad kan Vilas stille op, når svaret lyder, at han måske bør kontakte politiet, hvis han har mistanke om kriminalitet uden at nogen har forberedt ham på, hvad kriminaliteten i hans tilfælde kunne være?Kravet om klarhed er menneskets urgamle kald - det er vort forsvar mod angstens periferi. Vilas spørger sig selv: Var han bare et tal i en bunke, en adresse på listen, et navn slået op sammen med andre? Eller er han og med ham hans familie, hans bofæller, fortid og fremtid specifikt udvalgt? Udfaldet af denne viden er ikke blot praktisk, men eksistentiel. Den definerer spændvidden af hans bekymring, og sætter måske grænserne for hans tillid til samfundets orden.Inde i brevet remses det op: CPR-opslag giver adgang til adresse, familieforhold, bofæller. Hvilken handling ligger nu foran Vilas skal han ringe rundt til alle, gøre rede for noget uafklaret, sprede utryghed i egne kredse? I brevet fremføres der ingen egentlig anvisning kun en overladt mulighed for bekymring, et mildt vink til proaktiv handling, som hvis man foreslog en druknende, at han kunne overveje at svømme.I det systemiske forsvar: Kommunens svar. De forstår utryghed, de ansporer til at man hvis spørgsmål tårnes op kan kontakte dem. Det har Vilas gjort, men får kun det svar, at ferietiden trækker tiden ud og mens dagene løber, forbliver det åbne spørgsmål, om åbenheden er til for borgeren eller for systemet selv.Det er, som var selve forholdet mellem borger og myndighed blevet til en skygge af det ansvar, systemet skulle bære. Kommunikationen beskytter mere organisationens samvittighed end borgerens sindsro. Borgeren orienteres, men mister klippen under sine fødder. Han spørger, om han behøver søge beskyttet adresse, men får ikke svaret på spørgsmålet den beslutning er nu hans alene, båret af den samme uvished, han blev gjort bekendt med.Vilas’ oplevelse er ikke bare et spørgsmål om data, men om relation forholdet mellem menneske og institution. Når systemets sprog bliver et ekko af det vævende, trues det, som ellers binder os sammen: forventningen om at de, vi giver magt, bruger den til at skærme og oplyse, ikke blot til at markere, at de har gjort deres pligt. Brevet, der skulle vise ansvar, blev i stedet afsenderens skjold mod ansvar.Mellem lister og paragraffer, standardtekster og kontaktopfordringer, slog brevet en kile i noget, der burde have været et fælles ansvar. Vilas sidder tilbage mere bekymret, mindre oplyst med hånden knuget om et stykke papir, der burde have fjernet hans frygt, men kun har bekræftet dens nødvendighed.Og på bunden af brevet, sommerens ulidelig venten: Vent, måske hører du fra NSK i morgen, måske om et halvt år, måske slet ikke. Indtil da er det kun din uvished, du må bære.
Den Ulogiske Tillid Af og til, midt i det automatiske trummerum mellem hverdagens cykelture og det sagte klik i e-Boks, ramler systemet ind over individet med samme nådesløse kraft som metroens natlige gennemslagskraft under Københavns fundament. 25-årige Vilas Holst Jensen, journalist, en mand der troede på orden, opdagede det, som alle moderne mennesker frygter, men næsten ingen tror rigtigt sker: Hans CPR-nummer, så nøje forvaltet af stat og kommune, var blevet slået op som en hverdagshemlighed af en ansat i Københavns Kommune. Ulovligt, uden grund — som en fremmed hånd i lommen.Det fremstår som et brev fra et kontor i evig skumring, fortællingen om sagen. Én medarbejder, 27 år gammel, nu sigtet for at have brugt sine opslag i CPR-registret til intet mindre end afpresning og planlægning af drab i det bandemiljø, de fleste kun får glimt af i de lokale nyheder. Det er storpolitik klemt ned i digital administration og alt for uskyldige hverdagsliv.Vilas, der bor i Odense og arbejder for Fredericia Dagblad — på afstand, men i hjertet tæt på sagen — modtager sin besked uden formildende omstændigheder. En køligstemt orientering fra kommunen i e-Boks: Du er en af de 17.000. Hans navn reduceret til en række blandt mange, skæbnen ubekræftet.Budskabet suger al mening ud af hverdagen og fylder den med et vakuum af spørgsmål. Hvad skal han stille op med informationen? Kommunen informerer om egen sagsbehandling, men overlader reaktionen til den enkelte. Dér står han, forvirret i sit eget hjem, og læser ordene: ”Hvis du har mistanke om, at du er offer for kriminalitet, bør du kontakte politiet.”Men hvad skal man mistænke, når alt man ved, er, at ens navn og nummer har været frit tilgængeligt bag det papirtynde slør, der kaldes datasikkerhed? Skal han advare kæresten? Familien? Hans navn og adresser, familiestatus og måske mere, listet op for en fremmed logik.Det fremstår næsten kafkask. Hvad er motivet, spørger han sig selv, og bredere ud mod det offentlige rum på LinkedIn: Hvilke oplysninger er set, hvornår, hvordan, hvorfor? Han citerer ikke, han råber næsten. Alt er endnu ukonkret: ”Jeg er mere bekymret i dag, end jeg var i går. Ikke fordi jeg frygter overfald, men fordi jeg konfronteres med institutionel kommunikation, der gør gråzonen gråere.”Er der virkelig noget at frygte? Har nogen ved navn set noget, de ikke skulle? Må han forberede sig på et opkald fra NSK — en myndighed, en forkortelse, en slags vogter af persondataens tempel? Kommunens brev bringer tilsyneladende ikke bud om klarhed. ”Du vil blive kontaktet, hvis NSK vurderer det relevant,” står der. Uden tidsramme — om en uge, om måneder — og man forestiller sig myndighedens ur, der kun tikker i ulige minutter.En offentlighed uden svar. Kommunen tilbyder forståelse og indrømmer i en mail til avisen, at det hele er usikkert, og sagen hastes gennem driftsmaskinen for hurtigt at få brevet af sted til de 17.000 navne. Men forståelsen for den enkelte hverdagsborger — for Vilas — drukner i det kolde, formelle ekko: Kontakt os, hvis du har spørgsmål. Vilas forsøger, men får besked om, at ferieperioder forlænger ventetiden. Et sæt hænder, der kun spreder uvished.Når det så står skrevet sort på hvidt, at kommunen ikke kan oplyse, hvem der reelt er blevet offer for egentlig kriminalitet, kun at det er muligt, runger mistanken mellem linjerne: Brevet er skrevet, ikke for at oplyse, men for at sikre, at ingen bagefter kan sige, man ikke blev informeret. Brevet tjener systemet, ikke mennesket.Derfor trænger et spørgsmål sig på: Hvem informerer man egentlig, og til hvilket formål? Det, der kunne have været en vejledning, er blevet endnu en side i sagsmappen, endnu en notits i magtens dagbøger. For Vilas og tusinder som ham — hvem beskytter egentlig vores tillid?