Journalsagen: Når lægens nysgerrighed bliver alles hovedpine Man skulle tro, at det mest farlige, der kunne ske på et hospital, var, at kaffemaskinen gik i stykker. Men i Region Sjælland er det ikke manglende koffein, men i stedet for mange tastetryk, der har skabt overskrifter. For hvad gør man egentlig, når én læges nysgerrighed pludselig får karakter af nationalt mareridt? Sagen begyndte, som så mange danske skandaler gør, med en mistanke, der voksede sig større end kommunens juletræ på torvet. Først fik 4500 borgere brev: “Hej, en læge har set din journal uden grund.” Regionen brugte ekstra tid på at tælle efter, så ingen gik glip af nyheden. Da regnskabet endelig var gjort op, var antallet steget med yderligere 247 breve. Omtrent som at få besked om, at ens gymnasieven er blevet realitystjerne – man troede, det kun ramte de andre, men pludselig var man selv med på listen. Lægen, der ellers havde en arbejdsdag som alle andre, havde nemlig også gang i et lille sideprojekt: Opslag i tusindvis af patientjournaler, langt ud over det, der var nødvendigt for at kurere forkølelser og ondt i knæet. Diagnoser, navne, CPR-numre – selvom det meste bare var stamoplysninger, blev det alligevel til 4750 små indgreb i privatlivets fred. Nogle journaler blev kigget på mere end én gang. Hvad der lå bag, må man lade fantasien arbejde med. En regional direktør udtalte, at “det giver et andet mønster og en anden interesse”, hvilket måske er den mest diplomatiske måde at sige “det lugter lidt af fisk” på dansk embedsmandsprog. Hele miseren blev kun opdaget, fordi to kvinder gik på sundhed.dk og så, at den samme læge, som tidligere havde forsøgt at invitere dem på date (uden held), havde slået dem op. Ikke i telefonbogen, men i deres journal. Det er der, hvor sundhed og Tinder flyder sammen, og hvor regionsfolkene for alvor får sved på panden. Regionerne opdagede intet, før TV 2 Kosmopol begyndte at grave. Først da begyndte brevene at flyve ud – først fra Bornholms Hospital, senere fra Sjælland og Hovedstaden. Direktører beklager. Brevprintere gløder. Politiet indkaldes til afhøring. Lægen selv nægter alt, har fået advokat og navneforbud, og sagen vokser kun, hver gang nogen tjekker loggen på sundhed.dk. For mens myndighederne diskuterer “berettigede opslag” og “et mønster”, spekulerer folk på, om deres egen journal har været under den nysgerrige lup. Det er, som om fortroligheden på hospitalet forsvinder i en sky af printede breve og digitale fodspor. Der er ingen slutning endnu, kun flere spørgsmål. Men én ting er sikkert: I Region Sjælland bliver der nu kigget ekstra grundigt på, hvem der kigger med.
Når tilliden svigtes: En journalsag i fragmenter Der er noget grundlæggende, næsten helligt, over tilliden mellem læge og patient. Den bygger på tavshed, på respekt for grænser, på en stiltiende kontrakt om, at det indre – både det fysiske og det sjælelige – forbliver beskyttet. Netop derfor giver den aktuelle journalsag anledning til uro, ikke blot blandt de tusinder, hvis navne nu ruller ud i brevhobe, men i hele sundhedsvæsenets inderste rum. Det begyndte i det små. To kvinder opdagede, at deres patientjournal var blevet åbnet uden samtykke. De så det i loggen på sundhed.dk, hvor det ellers usynlige bliver synligt. En simpel digital registrering, men med enorme konsekvenser. For bag det enkelte opslag lå et mønster, der snart skulle vise sig at omfatte flere tusinde borgere. 4750 mennesker har nu fået besked: En læge har søgt adgang til deres oplysninger uden faglig begrundelse. De fleste opslag er på stamdata – navne, adresser, cpr-numre – men for 175 borgere blev sløret trukket længere væk, og diagnoser blev læst, uden at behandlingsfællesskabet blev respekteret. Hvilket blik hviler der på en patient, når tilliden ikke længere er forudsætning, men undtagelse? Forklaringerne følger: En læge har også et arbejde, der skal passes, og ikke alle opslag er uberettigede. Men forklaringen forvitrer i mængden, når tallet stiger, og systemet afslører, at kontrollen har været mangelfuld i årevis. Regionernes egne ledere taler om beklagelse og frustration. Breve sendes. Sagen anmeldes til politiet. Tillid bliver et administrativt problem. Og alligevel. Noget stikker dybere end juraen og systemerne. Hvad er det for et samfund, hvor det kræver to kvinders opmærksomhed – og et afslag på en date – før de usynlige grænser i vores sundhedsvæsen bliver synlige? Hvad fortæller det om vores omgang med hinandens liv, at fortrolighed kan omdannes til brud, og at berettigelse ikke længere er en selvfølge, men et spørgsmål til vurdering og tolkning? Midt i det hele står lægen, nu med advokat og navneforbud, og nægter sig skyldig. Offentligheden får ingen forklaring, kun tal og jura, men savner en egentlig samtale om ansvar, magt og sårbarhed. I det tomrum kan man kun håbe, at denne sag bliver en anledning – ikke blot til at sikre systemet – men til at huske, hvad det betyder, når tillid bliver til mistro, og tavshedspligt får pletter.
Journalsagen vokser: Når privatlivet knaser under systemets lamper Endnu en dag, endnu et brev: Du er blevet set. Ikke set i gadebilledet eller på torvet, men i sundhedsvæsenets digitale maskinrum. Region Sjælland har sendt breve ud – 4750 nu, som perler på en snor af mistillid – fordi en læge har bladret, blundet, snaget og scrollet sig igennem tusindvis af danskeres patientjournaler. For to uger siden talte man om 4500. Dengang var det et tal med indbygget forbehold, for regionen havde stadig ikke fået tjekket hele bunken. Men nu har embedsværket vredet det sidste ud af maskinen: 247 flere borgere måtte have besked, at deres journal ikke blot har ligget, men været læst – ikke i et poetisk, men i et meget administrativt lys. Der er selvfølgelig forklaringer, der svæver i luften som undskyldninger på krykker: En læge har også ret til at slå op, hvis han skal redde liv, sy sammen, tolke blodprøver. Men hvorfor så mange? Hvorfor det mønster, hvor diagnoser, navne og adresser – og for 175 personer også helbredshistorier – glider igennem øjnene på én mand, der nu sidder bag navneforbud og tavshedspligt, mens advokaten gør det, advokater gør bedst? Ingen opdagede det, før to kvinder, der i forvejen kendte lægen – og havde afslået ham i mere private sammenhænge – opdagede, at de var blevet slået op på. Ikke på Facebook, men på sundhed.dk’s log. Hverdagsvågenhed før systemvågenhed, for regionerne så intet før TV 2 Kosmopol begyndte at rode rundt i støvet. Først da begyndte man at regne, tælle, skrive breve og lave pressemeddelelser. Først da begyndte man at lede efter “mønstre” og “særlige adfærd”. Politiet har nu sagen. Der snakkes om eksempler, afvigelser, flere opslag på de samme personer, alt sammen overladt til efterforskningen. Direktørerne kalder det frustrerende. Det er det også – frustrerende, pinligt, en lillebitte tragedie for den tillid, der skal få det hele til at glide. Indtil videre nægter lægen alt, og advokaten har fået lukket munden på pressen med navneforbud. Men spørgsmålet brænder videre: Hvorfor så vi det ikke før? Og hvad sker der næste gang nogen snager? Bag systemets sikkerhedsnetsmasker siver privatlivet som sand mellem fingrene, mens endnu et automatisk brev sendes ud til endnu et dansk hjem.